En dag med samtid Multimedie

<>

af Henrik Clement, udgivet i avisen Samtid 4. september 1996

Gitte er på vej hjem fra skole. Hun bor i København. Idag har hun diskuteret med både Morten fra Lemvig og Sussie fra Fakse.

Det er spændende at møde mange forskellige mennesker fra hele landet på SamtidNettet.

Det begyndte med en artikel i Samtid om narkomaner. Mange elever fra hele landet skrev ind til den elektroniske brevkasse og fortalte, hvad de mente om det spørgsmål.

Gitte kender flere narkomaner. Hun synes, de skal have tilbud om behandling, og hvis de er for langt ude, skal man udlevere gratis stoffer til dem, så de slipper for at begå kriminalitet.

Det med de gratis stoffer synes Morten er helt vildt. Det kan da umuligt være samfundets opgave at forsyne folk med narkotika, mener han.

Sussi er sur over at nogen prøvede at sælge ecstasy ved indgangen til et diskotek, som hun besøgte sidste lørdag. Burde jeg have meldt dem til politiet? spørger hun.

***

Annika og Michael arbejder med en opgave om krigen i Jugoslavien.

Det er et svært emne at få styr på. men de fandt en masse artikler på SamtidBasen. Skolebibliotekaren gav dem lov at låne cd'en med hjem.

Annikas far har cd-rom-drev i sin computer, så nu kan de i fred og ro arbejde videre med opgaven de næste par eftermiddage.

***

Maria fra Nakskov var knap så heldig.

Hun læste nogle artikler om lommepenge og fritidsarbejde på SamtidBasen og ville så gå ind på SamtidNettet for at undersøge, om HK havde noget materiale om unges arbejde.

Men netop som hun havde koblet sig op på nettet, ringede det ud.

Heldigvis skal hendes klasse være i medielokalet igen i morgen.

***

Elise fra Vorbasse er i gang med at skrive et digt om sin hest.

Sammen med to veninder skrev hun ind til SamtidNettet og bad om at få et sted, hvor man kan skrive digte og fortællinger - og læse hinandens.

Det er sjovt, for rigtig mange har skrevet ind.

***

Bjørn fra Odense er spændt. Han er ved at pakke, for han og hans klassekammerater skal på lejrskole sammen med 9.b fra Nørre Nebel skole.

Eleverne i de to klasser har i fællesskab lavet et projekt på SamtidNettet om Vadehavet.

I den kommende uge skal de ud at studere, hvordan Vadehavs-området ser ud i virkeligheden. De skal alle bo på vandrehjem i Esbjerg. Mon der er nogle søde piger i 9.b på Nr. Nebel skole? tænker Bjørn.

***

Viktor fra Lyngby fik en computer i konfirmationsgave.

Han er vild med at surfe på Internet, og han har fået mange spændende tips på SamtidNettet.

For tiden går han meget op i den lille sydøstasiatiske ø-stat Singapore, som han slet ikke kendte noget til, før han fandt en masse om landet på Internet.

Forleden læste han, at det i Singapore er forbudt at gå nøgen rundt. Også selvom det foregår i ens egen stue!

I luften om to uger

æGitte, Sussie, Morten, Annika og de andre her på siden er personer, som vi har opfundet. Men de oplevelser, de har haft med Avisen Samtid, SamtidNettet og SamtidBasen er ikke fri fantasi.

Alle skoleelever i landet får samme muligheder i løbet af et par uger. Da går Samtid Multimedie nemlig i luften.

Samtid Multimedie er den fælles betegnelse for avisen Samtid, SamtidNettet og SamtidBasen.

På SamtidNettet kan elever og lærere diskutere med hinanden, de kan efterlyse folk at samarbejde med - eller de kan skælde ud, hvis der er noget i avisen, som de er utilfredse med. Man kan også bruge nettet, hvis man gerne vil have en artikel med i Samtid.

Database på cd-rom

samtidBasen er en database på cd-rom. Her kan man finde de vigtigste af alle de artikler, der har været trykt i Samtid og gymnasieavisen Revyen i de sidste seks år.

Den er god at have ved hånden, når man skal lave større opgaver, for de to aviser har i årenes løb skrevet om næsten alle de emner, man kan komme i tanker om.

God fornøjelse med Samtid Multimedie